Rigsrådets manglende valg
	Christoffers angreb på Roskilde

Grev Christoffer af Oldenburg har givet navn til Grevens Fejde, borgerkrigen 1533-36. Han stod i spidsen for en styrke udstyret af Lübeck, som skulle tage magten i Danmark i den fængslede Christian II's navn. I virkeligheden havde Lübeck ikke kunnet døje Christian II, og Christoffer, hans fjerne slægtning, havde måske en drøm om, at han selv ville kunne få tjansen.

Det danske rigsråd, som skulle vælge konge, mødtes, da Frederik I. døde på Gottorp, men valgte ikke nogen ny konge. Dette gav plads til et oprør for Christian II blandt borgerne i København og Malmø. Og det var dette oprør, Christoffer satte sig i spidsen for. Hans tropper besatte Sjælland og Skåne, hvor modstanden var ringe. De store byer som København og Malmø var hans allierede. Byer, som holdt med rigsrådets flertal, som Joakim Rønnows Roskilde, blev overfaldet, bispens borge angrebet (Harritsborg, som biskoppen havde i pant af kronen, og Bistrup blev jævnet med jorden). Adelsborge blev også angrebet, men hvis ejerne svor troskabsed til Christian II, slap de med skrækken. Bispeborgen Hjortholm ved Furesøen blev indtaget og ødelagt. Joakim Rønnow søgte tilflugt på Dragsholm, som også blev belejret, men denne borg var for stærk for grevens folk: Den holdt.

Christoffer blev i København med sine knægte, til byen overgav sig i 1536. Han kunne så trække sig tilbage til Lübeck. Som med denne fejde havde prøvet en sidste gang at fastholde sin magtstilling på handelen i Østersøen. Og havde tabt. Fra nu af blev det englænderne og især hollænderne, som kom til at dominere handelen i Norden. Men danskerne kom i modsætning til før bedre med selv.